Har du spørgsmål?

Er du håndværker og har spørgsmål om vores produkter, så er vi klar – uanset om det er stort eller småt.

Kontakt

KPK Døre og Vinduer investerer i ny teknologi og dansk produktion 

19-02-2019

Vi har netop investeret i et helt nyt CML Helios bearbejdningsanlæg, der skal lette håndteringen, effektivisere og udvide kapaciteten i produktionen.

Med det nye og moderne bearbejdningsanlæg fokuserer vi målrettet på dansk produktion og optimering. Anlægget kommer nemlig til at effektivisere processer, som førhen var manuelle, og således er det med til at fremtidssikre virksomheden:

- Vi arbejder hele tiden på at optimere og opretholde dansk produktion og danske arbejdspladser, og her er det nye bearbejdningsanlæg med til fortsat at positionere os som en moderne virksomhed, der følger med den teknologiske udvikling, forklarer produktionschef hos KPK Døre og Vinduer, Jacob Berg Nielsen, og fortsætter:

- Samtidig bidrager det til, at vores arbejdsgange bliver endnu mere effektive. Inden vi fik det nye bearbejdningsanlæg, blev træet nemlig flyttet rundt mellem forskellige maskiner, men fremadrettet kommer vi til at kunne håndtere flere opgaver med én maskine. Anlægget bevirker således, at vi får færre berøringer med træet og udvider kapaciteten i vores produktion.

Mere specifikt tapper og profilerer det nye anlæg råtræ, som resulterer i færdigbearbejdede komponenter, der kan bruges til døre og vinduer. Anlægget har specialdesignede clamps, som er med til at mindske vibrationer og dermed sikre en korrekt bearbejdet overflade.

- I takt med, at vi får mere nyt produktionsudstyr, bliver flere arbejdsgange og koncepter således også gjort digitale. Det kræver i stigende grad faglært arbejdskraft for fortsat at kunne løfte opgaverne, og derfor prioriterer vi også hele tiden at have minimum ti lærlinge under uddannelse i produktionen.

Det nye bearbejdningsanlæg er en CNC-maskine af modellen CML Helios 3453, som produceres af den italienske leverandør Working Progress. Anlægget er allerede blevet installeret og er i øjeblikket i fuld gang med at blive indkørt. Det forventes at være fuldt funktionsdygtigt i slutningen af februar.