Har du spørgsmål?

Er du håndværker og har spørgsmål om vores produkter, så er vi klar – uanset om det er stort eller småt.

Kontakt

KPK Døre og Vinduer underskriver ny toårig sponsoraftale med DHF

Vi har netop underskrevet en ny toårig sponsoraftale med Dansk Håndbold Forbund, og kvindelandsholdet vil således fortsat løbe på banen med KPK’s logo på tøjet i 2020 og 2021.

Siden 2015 har vi været sponsor for det danske kvindelandshold, og nu sikrer en netop underskrevet aftale med Dansk Håndbold Forbund (DHF), at vi også i 2020 og 2021 fortsætter samarbejdet med håndbolddamerne.

- Vi har de seneste år haft et rigtigt godt samarbejde med KPK, og derfor er vi også glade for, at de fortsætter som sponsor de næste to år. Samtidig har der været en helt enorm opbakning fra både KPK’s medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, og dem håber vi selvfølgelig på at se på lægterne igen i det nye år, fortæller DHF’s direktør, Henrik M. Jacobsen.

I forbindelse med, at den nye aftale nu er blevet underskrevet, har to af spillerne fra landsholdet, Kristina Jørgensen og Line Haugsted, tirsdag den 12. november været på besøg hos os. Her fejrede vi blandt andet, at samarbejdet fortsætter, og at vi således fortsat kan gøre det nemmere for vores kunder, håndværkerne, at sælge vores produkter:

- Det vigtigste for os er, at vi kan gøre det nemmere for håndværkerne at sælge vores produkter, og her hjælper sponsoratet uden tvivl, da det er med til at øge kendskabsgraden til vores brand. Som dansk producent ser vi det desuden som noget helt naturligt, at vi også støtter et dansk landshold, hvilket samtidig har den helt store fordel, at det skaber intern stolthed i virksomheden. Det er alt sammen med til at gøre, at vi endnu en gang forlænger sponsoratet med DHF med yderligere to år, forklarer KPK Døre og Vinduers salgschef, Peter Bechmann, og fortsætter:

- Og her går vi en rigtig spændende håndboldperiode i møde, hvor blandt andet VM i Japan er lige rundt om hjørnet. Dertil kommer, at det er lykkes at trække EM til Danmark i 2020, mens der også kommer en mulig OL-kvalifikation, hvis vi får minimum en 7. plads ved VM. Det kan i bedste fald ende ud i en OL-deltagelse i 2020, hvilket vi alt sammen ser frem til at følge og opleve med vores kolleger og samarbejdspartnere.

Næste gang, man for alvor kan følge de danske håndboldkvinder, som alle er iført tøj med KPK’s logo på, er således til VM i Japan, der løber af stablen fra 30. november til 15. december. KPK’s nye aftale med DHF træder i kraft den 1. januar 2020.