< Tilbage til Nyheder

KPK holder hånden under de danske håndbolddamer

Alle har interesse i, at det store samfundshjul også drejer efter coronakrisen. Selvom vi som sponsor for det danske kvindelandshold i håndbold som følge af aflyste kampe ikke får den forventede eksponering, støtter vi fortsat op om DHF og det danske kvindelandshold.

I november måned underskrev vi en ny toårig sponsoraftale med Dansk Håndbold Forbund (DHF), som skulle sikre os stor eksponering i både 2020 og 2021. Dog betyder coronakrisen nu, at flere kampe som eksempelvis kampen her på Mors mod Brasilien og to landskampe i maj er blevet aflyst, og vi får således langt fra den eksponering, som fra starten var tiltænkt. Men det begrænser ikke vores støtte til de danske håndbolddamer: 

- Det er selvfølgelig beklageligt, at coronakrisen har gjort, at vi ikke får samme eksponering i forbindelse med vores sponsorat, som vi tidligere har fået, og vi er især ærgerlige over, at kampen på Mors blev aflyst. Men det betyder ikke, at håndbolddamerne ikke fortsat har vores fulde opbakning, lyder det fra KPK Døre og Vinduers salgschef, Peter Bechmann, som fortsætter:

- Det er nemlig i en tid som denne, vi skal stå sammen og vise, at vi har hinandens ryg, da det er altafgørende for, at vores samfund også hænger sammen på den anden side af krisen. Derfor fastholder vi sponsoratet, selvom vi i princippet ikke får den ydelse, vi egentlig har købt. I stedet holder vi hånden under håndbold og det gode håndværk ved i samarbejde med DHF og håndbolddamerne at tænke ud af boksen i forhold til, hvordan vi i disse måneder fortsat får det mest optimale ud af vores sponsorat.

Vi har været sponsor for kvindelandsholdet siden 2015, og formålet med sponsoratet har hele tiden være at øge kendskabsgraden til brandet, så vi på den måde gør det nemmere for håndværkerne at sælge vores produkter.

- Sponsoratet har betydning for mange flere end bare DHF og os. Det har blandt andre også betydning for de mange danske håndboldfans og for de lokale håndværkere, som skal sælge vores dør- og vinduesløsninger. Derfor er det vigtigt, at alle lige nu tænker udover egen næsetip og i mere langsigtede løsninger, forklarer Peter Bechmann.

For at vi fortsat kan få det optimale ud af sponsoratet og gøre det lettere for de lokale håndværkere at sælge vores produkter, er DHF og KPK i fællesskab kommet frem til flere alternative måder, hvorpå vi kan drage nytte og glæde af samarbejdet i en tid, hvor der ikke bliver spillet landskampe. Det gælder eksempelvis videoproduktioner i samarbejde med spillerne og en større samlingsdag, hvor spillerne og sponsorerne var samlet:  

- Der har altid været stor opbakning fra KPK og virksomhedens medarbejdere, og vi er ekstra glade for også at have deres fulde støtte nu, hvor meget er svært inden for vores branche, fortæller DHF’s direktør, Henrik M. Jacobsen, og fortsætter:

- Derfor arbejder vi også hele tiden for, at KPK fortsat får noget eksponering gennem sponsoratet, og det er blandt andet resulteret i, at vi netop har haft nogle dage, som var dedikeret til vores store sponsorer. Her kunne de sammen med håndbolddamerne lave diverse markedsføringstiltag, som også er med til at synliggøre, at vi står sammen.

Næste gang, vi igen håber på at kunne se de danske håndboldkvinder løbe på banen iført tøj med vores logo på, bliver til Golden League i oktober og ikke mindst EM på hjemmebane til december.  

20190601HB 4848 Web
Loading...